USA er halvvejs med etablering af nødhjælpshavn i Gazastriben

Den midlertidige havn, som skal bruges til at fragte nødhjælp ind i Gazastriben, er halvt færdig.
Når havnen er helt operationsdygtig, vil den dagligt kunne facilitere 150 lastbiler, som kører i land. Foto © : Abaca/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
02. maj 2024 14:54

USA's forsvar er halvvejs færdig med arbejdet med at etablere den midlertidige havn i Gazastriben, som skal bruges til skibe, som fragter nødhjælp ind til den palæstinensiske befolkning.

Det oplyser Sabrina Singh, som er talsperson for det amerikanske forsvarsministerium, onsdag aften.

Den midlertidige havn kommer til at bestå af en flydende anløbsbro og en dæmningsvej, som lastbiler kan bruge til at køre nødhjælpen fra skibene til distributionscentre inde i Gazastriben.

- Per i dag har vi færdiggjort mere end 50 procent af opsættelsen af havnen, siger hun.

- Den flydende anløbsbro er færdig og sat op. Dæmningsvejen er stadig ved at blive bygget.

Det var USA, som i første omgang foreslog at etablere en midlertidig havn, hvor der kunne leveres nødhjælp til Gazastriben.

Området har hidtil primært været afhængig af den nødhjælp, som Israel og Egypten har tilladt at krydse grænserne fra deres lande til området.

Den seneste melding om broen var, at den vil være operationsdygtig tidligt i maj.

I første omgang vil omkring 90 lastbiler dagligt kunne køre i land i havnen.

Når havnen er helt operationsdygtig, vil den dagligt kunne facilitere 150 lastbiler, som kører i land.

Der er især brug for vand, mad og medicin. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har advaret mod, at befolkningen i Gaza er ved at sulte ihjel.

Gazastriben blev i det store og hele afskåret fra forsyninger fra Israel, efter at den væbnede bevægelse Hamas angreb Israel 7. oktober sidste år.

Flere end 1100 mistede ifølge Israel livet, og flere hundreder blev bragt til Gazastriben som gidsler. 129 mangler fortsat at blive løsladt, men der er usikkerhed om, hvor mange af dem som stadig er i live.

De to har siden ligget i krig i Gazastriben, hvor flere end 34.000 mennesker ifølge de lokale sundhedsmyndigheder, som er under kontrol af Hamas' politbureau, har mistet livet.

Gazastriben er et palæstinensisk område, som ligger mellem Israel, Egypten og Middelhavet. Det er på størrelse med den danske ø Mors, og der bor cirka 2,3 millioner mennesker.